
Personalets gode miljøidéer gør en forskel
Finanskrisen har været hård ved hotel- og restaurationsbranchen. Det økonomiske aspekt spillede derfor en rolle for Grand Park Hotel Korsør (nuværende Comwell Korsør), i forbindelse med deres klimastrategi. De fik ikke etableret en klimastrategi udelukkende for at være miljøbevidste, om end det er en god og væsentlig sidegevinst. Det var vigtigt for hotellet at spare på ressourcerne.
VIRKSOMHED
Grand Park Korsør (nuværende Comwell Korsør) er et hotel beliggende i Korsør med møde- og konferencelokaler, restaurant, spatilbud og flere underholdningsfaciliteter. Hotellet åbnede i 1989 og har haft skiftende ejere, indtil driften af Grand Park i dag er overtaget af Comwell.
OVERORDNEDE RESULTATER
Virksomheden gør brug af personalets gode ideer til energibesparende tiltag. Tiltaget sparer både ressourcer og fungerer som motivation af medarbejdere. Desuden har virksomheden investeret massivt i mere energirigtige ventilation- og varmeanlæg.
RELATEREDE VÆRKTØJER
Gør bæredygtighed til en del af jeres strategi. Start med en klimastrategi.
Er du inspireret af Grand Park Hotel – kom selv godt i gang med vores step by step guides om varmeanlæg og ventilationsanlæg
Med energiberegneren kan I også komme godt i gang, og se hvor I har potentiale for at spare.
INDSATSOMRÅDER
Hotellets nye fokus på miljø har bl.a. ført til en handlingsplan for energibesparende indsatser, hvor hotellets personale har været involveret med gode ideer. Indsatsen består af en lang række mindre tiltag, der samlet set har gjort en forskel. For eksempel er kildevand på flakse udskiftet med kander med postevand. Hele hotellet bruger voksdug frem for stofdug ved buffeten, hvilket har betydet en stor besparelse på vaskeriregningen. Derudover får gæsterne nu uddelt papir, der er printet på den ene side, som notesblok, i stedet for helt nyt papir. Til sidst er lyset også kommet på dagsordenen, og alle medarbejdere slukker lyset efter sig. Lavpraktiske ting, der virker. Af større tiltag vil hotellet renovere svømmehallen ud fra energimæssige hensyn, og der foretages store investeringer i ventilations- og varmeanlæg. Grand Park Hotel har også indført årlige idekonkurrencer, så der hele tiden er mulighed for at udnytte personalets gode ideer.
HVEM STÅR BAG?
Casen er blevet til i et nu afsluttet projekt kaldet Zero Carbon Network, der havde det formål at klimaoptimere en lang række virksomheder. Via sparring med andre virksomheder, workshops og konsulentrådgivning fik virksomhederne hjælp til at blive mere klimaeffektive. Zero Carbon Network var finansieret af Vækstforum Sjælland og Region Sjælland og projektet blev ledet af Zealand Buisness Connection.


